Vælg sprog

Pressemeddelelse

Fra tech-transformation til kundeværdi:

Intega styrker fundamentet for fremtidens HRM-løsninger 

kalenderUdsendt den 25. marts 2026

Intega A/S (tidl. Visma Enterprise) afslutter regnskabsåret 2025 med en omsætning på 283,4 mio. DKK, svarende til en vækst på 5,2 %, og et resultat før skat på 77,7 mio. DKK, hvilket repræsenterer en vækst på 16 % sammenlignet med 2024.

Fra softwareleverandør til strategisk partner

Resultatet overstiger forventningerne og trodser markedsmæssige udfordringer. 2025 markerer også effekten af de seneste års massive investeringer i at nedbringe legacy-kode og modernisere den teknologiske platform. Samtidig har virksomheden investeret i at styrke organisationens kompetencer, så medarbejderne i højere grad arbejder datadrevet og udnytter AI og automatisering til at optimere både produkter og interne processer.

Hvor Intega tidligere primært var en softwareleverandør, opererer virksomheden i dag i langt højere grad som en strategisk partner for kunderne. Denne udvikling afspejler sig tydeligt i bundlinjevæksten på 16 %, da kunderne i stigende grad efterspørger samlede løsninger og rådgivning til en digital HR-hverdag.

Kompleksitet og nye generationer skaber nye behov

Udviklingen falder på et strategisk vigtigt tidspunkt. Intega oplever, at HR- og lønadministration i dag i stigende grad varetages af generalister frem for specialister. Samtidig rammes danske virksomheder af store reguleringsbølger, som eksempelvis nye krav til løngennemsigtighed, der øger kompleksiteten massivt. Det skaber et udtalt behov for intuitive systemer, der skjuler den bagvedliggende kompleksitet og lynhurtigt kan tilpasses ny lovgivning – et behov, som Intega har en klar, langsigtet ambition om at imødekomme.

Administrerende direktør i Intega, Anders René Andersen, udtaler:
"Vores vækst i 2025 er et resultat af, at vi er rykket meget tættere på vores kunder som en strategisk partner. Når HR-opgaver rykker fra specialister til generalister, og compliance-kravene vokser, er det ikke længere nok 'bare' at levere software. HR- og lønområdet er blevet mere komplekst og mere forretningskritisk, og virksomheder efterspørger derfor stærkere digitale løsninger og partnere. Vi er på en spændende rejse mod at skabe intelligente systemer, der fjerner kompleksiteten i hverdagen.

Ny struktur rykker produkt og marked tættere sammen

For at imødekomme det voksende behov for hurtig tilpasning til ny lovgivning har Intega i løbet af 2025 gennemført en strategisk omstrukturering. Gennem udnævnelsen af nye direktørroller og ved at samle ansvarsområder og teams på tværs af kunderejsen er produktudvikling og markedsbehov rykket markant tættere sammen. Den nye, agile teamstruktur er skabt til at øge hastigheden mellem teknologi og forretning. Det gør Intega i stand til at nedbringe sin time-to-market – et afgørende konkurrenceparameter for at kunne understøtte kunderne i et marked præget af stigende kompleksitet.

Administrerende direktør i Intega, Anders René Andersen, udtaler:
"Vi arbejder hver dag målrettet på at bygge bro mellem vores teknologi og kundernes fremtidige behov. Ved at rykke vores udviklingsteams og forretningen tæt sammen i en agil organisation kan vi på sigt nedbringe vores time-to-market. Det gør os i stand til at agere langt mere fleksibelt og hurtigt levere de opdateringer og nye funktioner, som et omskifteligt marked kræver."

Nyt navn og høje forventninger til 2026

I marts 2026 samlede virksomheden sine løsninger under det nye navn Intega. Beslutningen om at omdøbe Visma Enterprise til Intega udspringer af et ønske om at eliminere den forvirring, der har eksisteret i Danmark mellem selskabet Visma Enterprise og Visma-koncernen som helhed. Ambitionen er at stå endnu stærkere som den foretrukne leverandør af forretningskritisk software, og navneskiftet markerer en tydeligere positionering i et marked under forandring.

Med et stærkt 2025 i ryggen kigger Intega ind i 2026 med høje ambitioner. Virksomheden forventer et resultat før skat i intervallet 95 til 99 mio. DKK, hvor den forventede vækst blandt andet kommer fra fortsatte forbedringer i drift og platform, øget kundeværdi og flere partnerskaber.

intega logo

Om Intega

Intega A/S er en af Danmarks førende leverandører af cloud-baserede HR- og lønløsninger til mellemstore og store virksomheder. Vi hjælper danske virksomheder med at effektivisere og digitalisere deres forretningsprocesser gennem brugervenlig og skalerbar software. Vi tilbyder en bred vifte af løsninger inden for blandt andet lønadministration, HR, tidsregistrering og rådgivning. Vores mission er at levere teknologi, der forenkler arbejdsgange og understøtter datadrevne organisationer – altid med brugeren i centrum.

Anonym kvinde silhouette

For yderligere information eller interview, kontakt:

Sari Østermark Simonsen
Senior PR & Communication Consultant, Intega

telefon 27 82 83 50
brev sari.simonsen@visma.com