Nye EU-krav og AI flytter løn fra drift til strategi
Nye lovkrav, større databehov og teknologiske muligheder ændrer lønadministrationens rolle. For HR og løn kan udviklingen frigive tid fra manuelle processer og skabe et stærkere grundlag for strategiske beslutninger.
Lønadministration har traditionelt været betragtet som en driftskritisk specialistfunktion, hvor korrekt og rettidig løn har været det vigtigste succeskriterium. Men nye EU-krav, øget fokus på løngennemsigtighed og en accelereret teknologisk udvikling er ved at ændre lønområdets rolle i organisationen.
I dag handler løn ikke kun om udbetaling. Det handler også om data, compliance, medarbejderindsigt og forretningsmæssige prioriteringer. Det betyder, at HR, løn, finance og legal i stigende grad må arbejde tættere sammen, mener Anne Robertsen, Director i Customer Growth & Success hos Intega.
– HR-ledelsen har tidligere haft vanskeligt ved at sætte løndata på dagsordenen på tværs af organisationen, fordi data sjældent er blevet anvendt strategisk. Løn blev ofte betragtet som en funktion, der først og fremmest skulle sikre korrekt og rettidig udbetaling ved månedens udgang. Men den tilgang er under forandring, siger hun.
Fra manuelle processer til bedre indsigt
Teknologien er ved at flytte grænserne for, hvad lønadministration kan. Med AI, automatisering og moderne systemer kan mange manuelle processer reduceres, og medarbejdere og ledere kan i højere grad selv håndtere registreringer, fravær, godkendelser og relevante indsigter.
Det ændrer ikke ved behovet for kontrol. Tværtimod er korrekt løn fortsat afgørende for både økonomi, compliance og medarbejdernes tillid til organisationen. Teknologien kan understøtte mere effektive og sikre processer, når den kombineres med klare kontroller, høj datakvalitet og faglig validering.
– Der har traditionelt været et stort behov for manuel kontrol, fordi det er økonomisk og troværdighedsmæssigt afgørende at udbetale korrekt løn. AI og automatisering kan være med til at reducere rutineopgaver og frigiver samtidig tid til at arbejde mere strategisk og værdiskabende med HR-, analyse- og udviklingsarbejde, siger Anne Robertsen.
Hun peger på, at teknologi i lønområdet bør ses i sammenhæng med virksomhedens øvrige udvikling.
– Ny teknologi bliver ofte omtalt som forretningskritisk, når det handler om en virksomheds kerneprodukter og -ydelser. Men fra mit perspektiv bliver det også vigtigt for organisationens samlede succes at øge automatiseringen og datakvaliteten i lønadministrationen, så ressourcerne kan bruges klogere, siger hun.
Customer Growth & Success Director i Intega
AI og nye lovkrav ændrer kravene til lønsystemer
Ifølge Anne Robertsen er det især de nye EU-krav og den teknologiske udvikling, der ændrer spillereglerne og skaber nye muligheder.
– For et årti siden var der længere mellem de store forandringer i lønadministration. De seneste år har vi set flere markante ændringer med blandt andet ferielov, tidsregistrering og løngennemsigtighed samtidig med, at teknologiske løsninger udvikler sig hurtigt. Det øger både tempoet og kompleksiteten, men det betyder også, at løndata kan give nye forretningsindsigter og indgå mere aktivt i strategiarbejdet, siger hun.
Særligt løngennemsigtighedsdirektivet får ifølge Anne Robertsen stor betydning. Hvor løndata tidligere primært var forbeholdt specialister, bliver området nu i højere grad et fælles anliggende i organisationen.
Virksomheder skal kunne rapportere mere præcist og have styr på specifikke medarbejder- og løndata. Det stiller nye krav til både datakvalitet, analyse og systemunderstøttelse.
Samtidig kræver udviklingen et skærpet fokus på adgangsstyring og ansvarlig brug af data. Når løndata i højere grad skal anvendes på tværs af organisationen, bliver det afgørende, at data er korrekte, sammenlignelige og behandles med den nødvendige fortrolighed.
– Løndata er noget af det mest følsomme data, en virksomhed har. Derfor handler udviklingen ikke kun om bedre rapporter og analyser, men også om at skabe tillid til data og sikre, at de bliver brugt korrekt, siger Anne Robertsen.
Løn bliver et strategisk beslutningsgrundlag
Udviklingen åbner samtidig for, at løn i højere grad kan indgå som en del af virksomhedens strategiske beslutningsgrundlag. For mange virksomheder er løn en af de største omkostninger, men løndata rummer også vigtige indsigter i organisationens udvikling, prioriteringer og evne til at tiltrække, fastholde og udvikle medarbejdere.
– Løn handler ikke kun om omkostninger. Det handler også om retfærdighed, gennemsigtighed, motivation og om at kunne træffe bedre beslutninger for både medarbejdere og forretning. Den samtale har ikke altid været koblet tæt nok til forretningsstrategien og de overordnede mål, siger Anne Robertsen.
Når løndata bruges mere aktivt og ansvarligt, kan det give indblik i blandt andet lønstrukturer, bemanding, fravær, omkostningsudvikling og sammenhænge mellem medarbejderindsatser og organisatoriske behov. Det kræver dog, at data er tilgængelige, valide og forståelige for de funktioner, der skal bruge dem.
Løn er ikke kun et HR-anliggende
For at gøre arbejdet med løn mere strategisk kræver det et opgør med den måde, organisationer traditionelt er indrettet på. HR, finance og legal har ofte arbejdet i hver deres silo, men den praksis bør ændres, hvis det fulde potentiale skal udfoldes.
– Hvis man ikke arbejder sammen på tværs, risikerer man enten at bremse udviklingen eller træffe beslutninger på et forkert grundlag. Løn er et område, hvor flere funktioner skal spille tæt sammen. Finance kan få relevante indsigter om lønstrukturer, bemanding og omkostninger fra HR og løn, mens legal og HR også er afhængige af hinanden i forhold til for eksempel løngennemsigtighed, siger Anne Robertsen.
Hvis HR ønsker en stærkere strategisk rolle, kræver det, at afdelingen selv bliver tydeligere på den forretningsmæssige værdi. Det betyder ikke, at alle i organisationen skal have adgang til alt. Tværtimod bliver klare roller, ansvar og processer endnu vigtigere, når løndata får større strategisk betydning.
– Man er nødt til at interessere sig for, hvad der sker før, under og efter lønudbetaling. Det er dér, man finder de indsigter, der kan gøre en forskel for både medarbejdere, ledelse og forretning. Allerede fra organisationer med 40-50 medarbejdere begynder kompleksiteten at stige, og her giver det god mening at tænke løn mere strategisk, siger Anne Robertsen.
Anne Robertsen
Customer Growth & Success Director i Intega